Ja så er min svendeprøve som mediegrafiker overstået. Det blev til et 11-tal som også udløser en bronzemedalje.
Jeg er ufattelig glad og lettet, ikke bare over det gode resultat, men også at det er overstået.
Det var nogle hårde uger med meget stress på og undervejs havde jeg mine tvivl om hvor godt det endelig resultat ville blive.
Vores emne var Energi, og mit frie produkt blev en kampagne for vedvarende energi, nærmere bestemt vindmøller.
Mit hovedprodukt, som var det digitale (en webløsning), bestod af et site med tilhørende cms system hvor man kunne oprette, redigere og slette menupunkter, artikler og nyheder. På artikler og nyheder kunne der uploades billeder og filer.
Sitet var lavet tableless med valideret html og css indeholdte en video afspiller programmeret i flash, sIFR til menuen og overskrifter, URLrewrite med 404-side til logiske url'er, rss-feed til nyheder, sitemap, søgefunktion + en masse andre ting, så det blev en teknisk opvisning i at lave et godt søgeoptimeret dynamisk site med nogle gode funktioner.
Jeg var derfor ikke i tvivl om at webdelen, både den bundne og den frie del var helt ok, men jeg var lidt nervøs over det trykte samt billedbehandlingen, men det gik også rigtig godt.
Nu går livet videre hos MCB hvor jeg har 2 måneder tilbage af min elevtid, og hvor jeg også fortsætter bagefter hvis vi da ellers kan blive enige om detaljerne, men det skulle der ikke være problemer med.
Det jeg skal igang med de næste par måneder er at videreudvikle Flash CMS konceptet vi har til vores diskotekskunder. Det er nu et års tid siden at jeg fik afsluttet den første del, og diskotekerne er helt vilde med det, så nu er det tid til at få nogle flere features samt skins de kan vælge imellem.
Ja det er ved at være længe siden at jeg har skrevet, men min første Nike+ Challenge gik rigtig godt idet at jeg vandt den.
Målet var 100 km, og jeg fik den afsluttet en sen lørdag aften med en sluttur på 17 km.
Nu er næste Challenge så gået igang, nemlig en på 500 km. Udover en tur på 20 km har jeg holdt lidt pause for at få afsluttet min svendeprøve.
Jeg er derfor kommet lidt bagefter, men forventer hurtigt at indhente de andre.
Nøjagtigheden er stadig meget god på Nike+ . Mine ture er målt op med Iform's ruteplanlægger som selvfølgelig indeholder en vis unøjagtighed hvilket Nike+ systemet også gør, men i den sidste ende passer det meget godt, og hvis der er et par hundrede meters unøjagtighed på en tur på 20 km, så er det til at overleve.